Udstillinger og salgsmesser
Når I deltager på udstillinger og i salgsmesser, skal I planlægge og opbygge en stand.
Udstillinger og salgsmesser

Planlægning af standen:
I invitationen til at deltage i udstilling/salgsmesse vil det normalt fremgå, hvor stor standen er, og hvilke begrænsninger, der eventuelt måtte være. På basis heraf må I opbygge jeres stand. I skal her tage stilling til hvilken udformning, der vil virke mest dragende på publikum.
- Hvordan vil I præsentere jeres produkt, så det bedst muligt illustrerer anvendelsesmulighederne og behovsdækningen?
- Hvilke argumentationer vil I anvende i plancher?
- Hvordan skal jeres logo indgå i standen, således at dette huskes af kunderne?
- Hvilket brochuremateriale skal udvikles til netop denne situation?
- Hvilken anvendelse af lys- og lydeffekter vil være anvendelige på standen?
- Skal der kunne bydes på kaffe og småkager eller andet til dem der besøger standen?
Part 0
Opbygning af standen
Det vil være fornuftigt at opbygge standen hjemme på jeres skole, således at den er til at opstille uden videre, når I når frem til messeområdet. Ved planlægning af standen skal I sikre jer, at alt skiltemateriale bliver rimeligt professionelt udført. Det er ikke fremmende for salget at skulle skrive skilte på et A4-ark med spritskriver en time, før messen åbner. Husk også at montere standen med det lys i form af spots og andre lys-effekter, som I mener er nødvendige.
Hvis I anvender edb-udstyr, skal I også sikre jer, at der er tilstrækkelig strømtilførsel hertil (bestil strømforsyning hos messearrangøren).
Ved opbygningen af standen er det en god ide at bygge den i moduler, der let kan samles på messeområdet, og som samtidig er lette at pakke og transportere. Det er ikke hensigtsmæssigt at skulle i gang med sav og hammer på det tidspunkt, hvor messen er ved at åbne.
Når I hjemme har fået opbygget standen, som I vil have den, skal den skilles ad og pakkes ned til den transportform, der er aktuel til messen. Brug solide papkasser eller trækasser. Når standen er pakket ned, har I lavet en nøjagtig tegning over standen og de forskellige elementers placering eventuelt suppleret med fotografier. Det gør det lettere at sætte standen op, når I kommer til messeområdet.
Skrammelkassen
Der sker altid et eller andet uforudset. Derfor skal I have en skrammelkasse med. Det er vanskeligt at beskrive indholdet af denne, men nævnt i flæng: Hammer, lille sav, knibtang, mellemstore søm, lille skruetrækker til el-stik, ekstra ledning, ekstra el-fordelerdåse(r), en rulle ståltråd, en rulle nylon fiskesnøre, en rulle solid tape, en spritskriver i kraftig størrelse, lidt dekorations-/skiltepap i forskellige størrelser (A3, A4 og A5), en hæftemaskine, hæfteplaster, en hobbykniv, ekstra stof til overdækning af borde, der stilles til rådighed m.m.

Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS

